[ved solopgang] Poem by Daniel Falb

ved solopgang følte jeg mig allerede som en vært
og var fra pakketjenesten. på vejen til modtageren
må intet løbebånd udelades, ingen spor, kun infektioner, kun slitage.
mit tourette-syndrom havde altid kommunikeret for mig,
men nu holdt ceremonierne.
vittigheden om bananskrællen blev substantiel,
og for at bevare formen gentog jeg den en gang til.
jeg fandt ikke brevkassen, eller snarere kun brevkassen.
disse kontorer var tomme, men fulde af væggetøj, det var staldbygninger,
mine nyttedyrs virusser endnu i luften som noget opsparet.